Vidste du det?
Børn er 10-12 år gamle, før de selv er i stand til at stå for tandbørstningen.

Vi anbefaler derfor, at du hjælper dit barn med at børste tænder med fluortandpasta morgen og aften og bruger tandtråd en gang om dagen.
Skader på blivende tænder

Kontakt tandklinikken hurtigst muligt. Tag tanden/stumpen med - du skal holde tanden fugtig i munden eller i et glas mælk under transporten.

En tand, der er slået ud, skal hurtigst muligt sættes på plads igen.

Du kan selv sætte tanden på plads i barnets mund. Skyl den forsigtigt med vand. Det er vigtigt, at du ikke rører ved roden. Sæt tanden på plads i barnets mund med et let pres og tag hen på tandklinikken.

Varde Kommune har kun lidt fluor i drikkevandet. Vi anbefaler derfor børn op til 3 år en tandpasta med et fluorindhold på 1000 - 1100 ppm. Fra barnet er 3 år anbefales en tandpasta med et fluorindhold på 1450 ppm.